Ønsker du, at kronhjorten falder på stedet?

Så skal du ramme hjorten med et højt skulderskud.

Skyd kronhjorten i et rent sideskud med en grov riffelkaliber – så opnår du den ønskede effekt!

Hvad er et højt skulderskud?

Skuldrene på en kronhjort er placeret i niveau med rygsøjlen over hjortens forben. Skulderpartiet på en kronhjort er særdeles muskuløst og indeholder store og kraftige knogler. Et højt skulderskud er et skud igennem begge kronhjortens stærke skuldre.

Hvorfor er et højt skulderskud interessant?

Når begge kronhjortens skuldre gennemskydes i et rent sideskud, rammes begge kronhjortens skulderblade og ofte kronhjortens rygsøjle og rygmarv. Det får kronhjorten til at falde på stedet som ramt af lynet. Ofte vil kronhjorten sparke med bagbenene og vende det hvide ud af øjnene. Sædvanligvis vil hjortens hjerte banke i flere minutter efter, at den er blevet ramt.

Skulderblad

Illustrationen viser to meget velegnede skudplaceringer. Den øverste skudplacering, der viser det høje skulderskud, har den klare fordel, at kronhjorten falder og forender på stedet. Hjerte- og lungeskuddet får derimod kronhjorten til at flygte en længere strækning, før den falder og forender. En skudplacering midt imellem de to der er vist på illustrationen er et lungeskud. Lungeskuddet er den mest sikre skudplacering, da det sigtepunkt giver riffeljægeren den største fejlmargen.

Kronhjorten er særdeles skudstærk. Hjerte- og lungeskuddet kan give hjorten en meget lang flugt, før den forender, og derfor er skulderskuddet perfekt, idet kronhjorten falder på skudstedet. Den smule bovkød der ødelægges, er helt uden betydning i forhold til at miste hele kronhjorten.

Jagtglæden er størst ved en korrekt skudplacering, der fælder kronhjorten på stedet!

Det kan være relevant at give et ekstra skud på hjortens hals eller at sætte en stor og lang jagtkniv i hjortens hjerte. Hvis du vælger at sætte en kniv i hjortens hjerte, så skal du nærme dig hjorten fra rygsiden og pas ekstra godt på hjortens gevir – så det ikke bliver dig, der bliver spiddet.

Kaliber- og kuglevalg har stor betydning for om din kronhjortejagt bliver en succes – eller en skuffelse. Tunge og rundnæsede kugler bevarer betydeligt bedre deres kuglebane (i forhold til lette og spidse projektiler), hvis de rammer kviste eller knogler. De tunge og runde kugler er derfor særligt velegnede i lokaliteter med en tæt vegetation, hvor skudafstanden sjældent vil overstige 100 meter på grund af bevoksningen. Det er ofte i sådanne tætte skovområder, at kronvildtet skjuler sig i Danmark, hvilket gør kaliber 9,3×62 mm til et pålideligt kalibervalg, når du jager de store kronhjorte i Danmarks skove. Læs mere om kaliber 9,3×62 mm til kronhjort

Hvordan udføres et højt skulderskud?

I sigtekikkerten placerer du trådkorsets lodrette stolpe ovenpå kronhjortens forben og lader sigtepunktet finde hjortens skuldre to tredjedele oppe på kroppen – og trykker roligt på aftrækkeren. Kronhjorten falder på stedet. Sigtepunktet er her vist på en brølende kronhjort.

Skulderskud

Det høje skulderskud er meget effektivt til både kronhjorte, dåhjorte, sikahjorte og råvildt. Dyret falder på stedet som ramt af lynet! Se skydeskive til træning af det høje skulderskud på råbuk.

Kort eller langt skudhold?

Personligt mener jeg, at jagten er mest intens og udfordrende på korte skudhold, men skyder du på lange afstande, er det høje skulderskud også fordelagtig. Se eksempelvis denne video.

Det vigtigste ved et effektivt riffelskud er, hvor på dyrekroppen du rammer!

Hvornår bliver riffeljagt til riffelskydning?

På længere skudafstande udover 150 meter er kaliber .338 Winchester Magnum et meget effektivt kalibervalg til jagten på de store kronhjorte. Denne kaliber har både kuglevægten, diameteren og hastigheden til at vælte de massive og kompakte kapitale kronhjorte, hvis der anvendes en kvalitetskugle – og gerne en Oryx kugle fra Norma. På disse lange skudhold udfordres jægeren hovedsaglig på sine skydefærdigheder, hvorimod jægeren på korte skudafstande hovedsaglig udfordres på sine jagtevner. Når vildtet nedlægges på store skudafstande, er der en reel risiko for, at riffeljagten skifter karakter og bliver til riffelskydning!

Læs: Riffeljagt eller riffelskydning