Skydestillingen er selve fundamentet for et præcist og velplaceret riffelskud. Det gælder også på jagt.

Derfor er det vigtigt at træne jagtrelevante skydestillinger, så det bliver naturligt for dig at anvende dem på praktisk jagt. Jo mere du træner og forbereder dig – jo mere heldig bliver du næste gang, du skyder med din jagtriffel mod et stykke vildt. Træningen giver dig selvtillid og belønnes med gode resultater, når det virkelig gælder. Desuden lærer du under træningen din egen formåen og dine begrænsninger at kende, hvilket er meget værdifuldt på praktisk jagt, hvor du kan minimere risikoen for smertefulde anskydninger. De velplacerede riffelskud på jagt giver dig jagtoplevelser med en ægte jagtglæde. Du bliver naturnær, og får en forståelse for, hvordan vi lever af og med naturen.

Mindre er mere
Personligt foretrækker jeg at have en maksimal mobilitet og bevægelsesfrihed, når jeg pürscher til vildtet. Jeg ønsker at pürsche helt tæt på vildtet, da det giver en meget intens og udfordrende jagtoplevelse og gerne ind på en af stand af 40-60 meter. Derfor anvender jeg ikke en skydestok, bipod, jagtstol eller rygsæk som støtte til min riffel. Derimod bruger jeg de naturlige støtte- og anlægsmuligheder, som terrænet tilbyder, når jeg skal afgive mit riffelskud til vildtet.

ståendende skydestilling

Den stående skydestilling med støtte. Foto: Maja Bernstorff © (Bundstykket er fjernet fra riflen)

Det er ofte nødvendigt, at improvisere og at kunne se mulighederne i de skiftende terræntyper. Det primære er en let og lydløs udrustning, så jeg ubesværet kan pürsche mig tæt på vildtet. En mindre udrustning kan give dig mere vildt. “Keep it simple” sagde en riffeljæger i en tv udsendelse.

stabil siddende

En meget stabil siddende skydestilling. Foto: Maja Bernstorff © (Bundstykket er fjernet fra riflen)

Ønsker du at skyde på længere afstande er en skydestok, bipod, jagtstol eller en rygsæk gode og stabile hjælpemidler for at kunne afgive et præcist riffelskud. Det er væsentligt at træne med disse hjælpemidler, inden de anvendes på praktisk jagt, så du véd, hvordan de bedst bruges.

Tørtræning giver resultater
Det er klogt at tørtræne med sin riffel hjemme i stuen eller på skydebanen ved at indtage skydestillingen, sigte og udføre aftrækket – uden ammunition i kammeret! Det forbedrer klart dine skyderesultater og koster ikke en krone. Men det er en kunstig situation, idet du er rolig og koncentreret med få distraherende påvirkninger og med et tydeligt mål under gunstige lysforhold.

På praktisk jagt er situationen ofte lige omvendt, og jægeren er nødt til at være opmærksom på de skiftende omstændigheder og lære at håndtere dem. Det er en del af jagtens charme, at du bliver udfordret på dine personlige evner til at håndtere det uventede, der ofte sker på jagt, hvor alt i princippet kan ske! Du skal både have en høj grad af selvkontrol og mestre kunsten at kunne improvisere i pressede situationer. Derfor er praktisk jagt sandhedens øjeblik, hvor du kan lære og videreudvikle dine personlige færdigheder og kompetencer. Men du kan forberede dig ved at tørtræne i virkelighedsnære omgivelser. Eksempelvis er det en rigtig god ide at afslutte hver jagttur med at træne et par jagtrelevante skydestillinger og øve dig i at spotte og anvende forskellige naturlige anlæg til støtte for din jagtriffel. Fotoet herunder viser et naturligt anlæg (selvudløserfoto).

naturligt anlæg

Det er klart dokumenteret, at der er flest og de mest præcise træffere på pürsch og anstandsjagt. Det giver færre eftersøgninger. Forsøg at finde så stabil en støtte som muligt til dit skud med riflen.

Læs: Pürsch til kronvildt

Kommentar;

Der er lukket for kommentarer