Kaliber 9,3×62 er en effektiv dræber af vildt på skudafstande under 200 meter og med en rekyle alle kan lære at mestre. På praktisk jagt er kaliber 9,3×62 særdeles velegnet til nordeuropæisk vildt.

Husk at ved alle former for riffeljagt er det vigtigste, hvor på dyrekroppen dit riffelskud rammer!

Dernæst har kuglens konstruktion stor betydning. Riflens kaliber kommer ind på en tredjeplads, og en kraftig kaliber er kun interessant, såfremt du kan håndtere den ekstra rekyle uden problemer.

Konklusionen er klar: Du bør vælge den kraftigste og groveste kaliber til kronvildt, som du kan mestre uden en forringelse af dine skudpræstationer. Riffeljagt handler om at ramme plet.

kronhjort

Jeg skød min tredje danske frilandshjort gennem begge lunger med en 15 grams Oryx kugle.

lungeskud

På trods af det velplacerede lungeskud løb den store kronhjort knap 120 meter før den forendte!

Derfor anbefaler jeg det høje skulderskud, der får de skudstærke kronhjorte til at falde på stedet.

Hvad gør 9,3×62 til en effektiv kaliber til kronvildt?

Denne klassiske jagtkaliber har en tilpas stor diameter, tilpas høj kuglevægt og tilpas udgangshastighed, der bevirker, at kuglen holder kursen gennem kronhjortens kraftige knogler og kompakte krop. Kuglens diameter har betydning. En øget diameter har større ‘stopping power’.

I Filippinerne opdagede amerikanerne i nærkampe mod narkotikapåvirkede oprørere, at kaliber .38 (9,65 mm) manglede kraft til at standse en mand, inden han kunne nå at bruge sin kniv eller sit korte sværd. Den kraftige kaliber .45 (11,43 mm) i Colt M1911 pistolen løste opgaven.

Grove og tunge kugler dræber mest effektivt på jagt!

Det er klart påvist i en større svensk undersøgelse, hvor der blev skudt mere end 3700 elge! De grove og tunge kugler giver en markant kortere flugtafstand – og ofte forender vildtet på stedet eller inden for ganske få meter. Forskningen forklarer det fint, og egentlig er det også umiddelbart forståeligt og logisk. En større overflade – dvs en større diameter på projektilet – afgiver mere energi til dyrekroppen. Praktiske erfaringer fra nedlagt vildt viser desuden en mindre mængde ødelagt kød fra flyvende projektil fragmenter, når der skydes med kaliber 9,3×62. Det giver mere mad på bordet og en glad kok. Ønsker du indsigt i den mere tekniske forklaring: Se denne video

På praktisk jagt kan der være brug for at gennemskyde kraftige knogler for at ramme dyrets centralnervesystem (rygmarv og hjerne) eller vitale dele af kredsløbet (hjerte, lunger og de store kar), der bevirker at dyret mister bevidstheden efter nogen tid og forender. Det er logisk, at jo større sårkanalen er, jo hurtigere dør dyret. Desuden giver et gennemskud af dyrekroppen en hurtigere død på grund af et markant hurtigere trykfald. Udgangshullet på dyrekroppen har yderligere den fordel, at det er større end indgangshullet og afgiver mere schweiss til en eventuel eftersøgning. Rammer skuddet rygmarven falder dyret på stedet som ramt af lynet. Det høje skulderskud er en meget effektive skudplacering. Læs mere om skudplaceringer i indlægget: Det perfekte riffelskud

Konklusionen på kalibervalg er enkel: Grove knogler kræver grove kugler!

Hvad er historien bag kaliber 9,3×62?

Den tyske bøssemager Otto Bock fra Berlin udviklede i 1905 jagtkaliberen 9,3×62 til de tyske kolonier i Afrika. De afrikanske farmere havde brug for en god all round kaliber, der bedre end 7 mm og 8 mm patronerne kunne give dem mad på bordet og beskytte dem imod de afrikanske rovdyr. Jagtkaliber 9,3×62 er konstrueret så den passer til datidens meget udbredte Mauser standardlåse. Kaliberen viste sig hurtigt effektiv på praktisk jagt i Afrika og blev meget populær.

Jagtkaliber 9,3×62 er i dag udbredt i europa, idet den er yderst effektiv til jagt på de store vildsvin og de meget skudstærke kronhjorte. Kaliber 9,3×62 er særdeles velskydende med en forbløffende god præcision, hvilket tidligere blev fremhævet på Normas hjemmeside.

Hvad gør Oryx kuglen til en god kronhjorte kugle?

Riffelkuglens konstruktion er ofte afgørende for skudeffekten i dyrekroppen. Oryx kuglens konstruktion virker i praksis. Kuglen ekspanderer perfekt og har en kontrolleret kød ødelæggelse med den nødvendige dybdevirkning – selv ved gennemskud af kraftige knogler. Oryx kuglen er en effektiv dræber på praktisk jagt. Svenskerne smiler, når de skyder elge og hjorte med Oryx i kaliber 9,3×62 mm. De véd, at kuglen og kaliberen virker! Læs mere om kvalitetskuglen Oryx fra Norma

Kvalitet koster, og det er direkte dumt at spare nogle få kroner. Vælg altid kvalitets kugler til jagt! Det skal i den sammenhæng fremhæves, at patronpriserne på kvalitet i kaliber 9,3×62 er billigere end andre tilsvarende grove kalibre – både til træning og til jagt!

Læs mere om kaliber 9,3×62 under fanen: “Caliber History”

Kommentar;

Der er lukket for kommentarer