At pürsche til kronvildt, udenfor brunsten, er en af de mest intense og udfordrende jagtformer. Det er mit håb, at du en dag oplever at stå ansigt til ansigt med skovens konge efter en vellykket pürsch.

Kronvildt er storvildt. Kronvildtet har i mange generationer i europas historie været kongernes og adlens fornemste jagtudbytte.

De majestætiske kronhjorte har særdeles veludviklede sanser og er en lærerig udfordring.

Hvordan kommer du tæt på kronhjorten?

Storvildtjægeren Natasha Illum Berg: “Så tæt på som muligt, er mit motto. Jo større afstanden er til det dyr, man sigter på, jo større er risikoen for fejltagelser…” og fortsætter: “Jo ældre man bliver, jo bedre forstår man det ansvar, man bærer på som jæger, jo nærmer man kommer på dyret, før man skyder det, jo mere bevidst bliver man om virkeligheden i det man gør…

Jeg tænker, at i afstanden ligger der en risiko for at skabe en distance til konsekvenserne af dine handlinger. Vis respekt for vildtet og kom tæt på. Dét er jagtens sande udfordring!

Resultatet af din pürsch vil afhænge af de tre F’er: Forståelse, færdigheder og fokus. Din forståelse af naturen så du ved, hvor du kan finde vildtet, dine færdigheder i at komme tæt på vildtet og din evne til at fastholde fokus under skudafgivelsen, så du præsterer det perfekte riffelskud.

Her er syv punkter, der hver især kan få afgørende betydning for din pürsch til kronvildt:

Lyd: Stilhed eller dæmpede lyde er vigtigt, hvis du vil forblive uset i naturen. Du bør tie stille og kun tale meget lidt eller sagte. Når du bevæger dig, skal du undgå at træde på tørre grene, der kan knække og gerne bruge fodtøj af et blødt materiale. Det kræver øvelse, balance og en indre ro.

I denne video kan du øve dig i at bevare den indre ro, når kronhjorten viser sig.

Lugt: Du skal altid bevæge dig mod vinden. Ofte er din fært af afgørende betydning for at forblive uopdaget. Hvis vinden er svag, kan vindretningen kontrolleres ved hjælp af en lille plastikflaske med fint askestøv eller talkum, der pustes ud gennem et hul i låget. Vinden svøber ofte i skoven og kan pludselig skifte retning. Morgensolens opvarmning får luften til at stige op ved skråninger. Når solen står lavt ved solnedgang afkøles luften, og i kuperet terræn kan der opstå faldvinde.

Kontrast: Hvis du i farve adskiller dig tydeligt i forhold til omgivelserne, bliver du umiddelbart synlig. Eksempelvis hvis du er klædt i hvidt i en mørk granskov eller bærer en mørkerød jakke i et snelandskab. God camouflage udvisker og ophæver kontrasterne, så du glider i ét med omgivelserne. Forskellen på en fasanhøne og en fasankok illustrerer det meget fint.

Bevægelse: Det menneskelige øje – og mange dyrs øjne – registrerer og indfanger let bevægelser i synsfeltet. Et stillestående dyr kan være særdeles vanskeligt at få øje på, hvorimod et dyr i hastig flugt kan være meget let at opdage. Du bør bevæge dig roligt og langsomt og undgå hurtige og pludselige bevægelser. Glidende og rolig fremfærd kan forblive uset, hvorimod hurtige bevægelser kan afsløre dig. Kronhjortens syn er meget skarpt. Det er vigtigt, at du opdager hjorten, før den ser dig! Tyskerne siger: “Pirschen gehen, heisst pirschen stehen”.

At gå på pürsch er at stå på pürsch.

Pürschteknik: Vi lever i en virkelighed, hvor det ofte handler om, at alting skal gå så hurtigt, og at du ikke må stoppe op og holde en pause. På pürsch er det lige omvendt. Derfor er det en god ide, at du øver dig i at bevæge dig langsomt med mange stop og pauser. Træn dig i at bruge 10 minutter på at bevæge dig 100 meter. Det er klogt at træne udenfor jagtsæsonen og meget gerne ved at pürsche til levende vildt i naturen. Øv dig tit og ofte i kunsten at pürsche til vildt i naturen, da praktiske øvelser i naturen giver konkrete resultater på jagt. Walk a little – see a lot…

Naturkendskab er nøglen: Dit naturkendskab og dine praktiske naturerfaringer bliver ofte afgørende for pürschjagtens udfald. Det nytter ikke noget, at du er verdens bedste riffelskytte, hvis du ikke kan finde vildtet i naturen.

Camouflagetøj til pürsch: Den beklædning du bruger på pürsch skal være lydløs, mat og i naturtro farver. Test tøjet ved at lave store bevægelser med arme og ben i et stille rum, og du vil opdage, om tøjet er støjsvagt eller ej. Der findes jagttøj med membraner, der larmer ganske voldsomt. Tøjet må ikke reflektere lyset og give genskin, hvilket kan være et problem med nogle typer af kunstmaterialer. Det opdager vildtet meget let på praktisk jagt. Camouflagefarver der passer til terrænet er ideelt, da de udvisker personens profil og omrids. Husk at dække ansigt og hænder så de ikke lyser op og afslører dig.

Når du er klædt helt på, og er klar til selve pürschen så prøv at hoppe tre gange på stedet. Hvis der er noget der larmer i lommerne (nøgler, en pakke Gajol eller lignende) så tag det ud, så du kan bevæge dig lydløst. Det er et praktisk trick, at tage et par grønne kæmpe sokker udover dine sko eller støvler. Det dæmper effektivt dine fodtrin, når du bevæger dig langsomt rundt i terrænet.

Foto Maja Bernstorff
Foto: Maja Bernstorff © (Bundstykket er fjernet fra riflen) Se camouflagetøj der virker på jagt

Indtag så lav en skydestilling som sikkerheden tillader. Det giver de mest præcise riffelskud. På praktisk jagt er det tit nødvendigt at stå oprejst på grund af vegetationen for at kunne skyde sikkert. Sikkerheden har altid 1. prioritet, og det er vigtigt at sikre sig, at der er det nødvendige kuglefang.

Læs: Det perfekte riffelskud

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer